KOmmentar til Stormland og i særdeleshed Nomaderne

 DETTE ER EN KOMMENTAR TIL

http://nomadernes.blogspot.com/2008/09/stormlnding.html

Jeg er ikke enig og ikke uenig. Det trøstesløse er altoverskyggende magmaforvredne strukturelle hovedlinier i en fortælling, som i islandsk ånd kunne være geysersprutterier. Der er så meget tryk inde vores hovedperson, og det bygger stille og uroligt op til en ventilering, der ikke kan styres. Det subtile skred mellem normalitet og galskab er afgørende og jeg føler i den grad med Bøddis kamp mod alt og alle sig selv inklusiv, og hans søgen efter kærlighed, tryghed, forståelse som i læserens iagttalelse selvfølgelig aldrig kommer. Mandens deroute er uundgåelig.
Bogen er en fortælling som sagaerne der kan fortælles igen igen, og som skifter karakter undervejs. Læseren er i Helgasons jerngreb hele vejen, og lige inden der går romantik i romanen lægges der igen et benspænd ud for vores helt, der må se sit uendeligt spinkle og helt igennem umulige forhold til andre mennesker smuldre mellem sine nikotingule fingre.
Man kan ikke diskutere Helgasons vid, men måske hans bid.
Bøddis blogs er helt igennem fantastiske i sine betragtninger af det vestlige verdens moralske forfald. Helt igennem perfide, Hattori Hanzo-skarpe og åbentlyst sande reflektioner - samtidigt virtuost skrevet.
Bøddi er genial og gal, og det kræver sin forfatter at kunne skabe en sådan illusion, ikke bare i blogsene, men også i de metaforiske beskrivelser af islandske scenerier, der hele tiden i dobbelt forstand afspejler Bødddis humør og Islands og verdens forandring.
Man kan diskutere den prætentiøse stil og smagsdommeren Helgason for:
Er det rimeligt at lade håbet svinde ud?