Sunday, October 18, 2015

Tre

Som pædagogisk konsulent for grundskolen har jeg haft forskellige blogs i sving. Blogs som lærere har kunne benytte sig af for at blive klogere på teknologi i undervisningen. Det har været fedt at se hvordan blogsene er blevet brugt og refereret til. - Men det har også været et gevaldigt pres at skulle levere nyt indhold i et passende tempo. Dette har kun kunne lade sig gøre i kraft af at vi har været flere forfattere på samme blog. Og det har alligevel ikke altid været nok. Det kræver vedholdenhed og egen interesse at blogge. Og det er bestemt ikke for alle. Hvis man skal ramme en målgruppe kræver det både læsere og respondenter, som bliver taget alvorligt. Og det vil sige deres meninger.

Jeg havde fornøjelsen af at føre tilsyn med et blog-tilbud for UCC-grunduddannelsesstuderende i slut-00'erne. Mit tilsyn (som UCC nok havde regnet med var en undervisertjans) var mest af alt et udtryk for min manglende indsigt i teknikken bag blogs på det tidspunkt, men de studerende der havde lyst til at prøve sig frem med min bistand, kom trods alt igang. Og flere af de vedholdende brugte en del krudt på at fortælle om deres tanker og liv. For dem gav det virkelig god mening.

Der var nogle stykker fra tekstilformidleruddannelsen der kunne bruge blogformen som digitalt processuelt showroom for deres kreationer og inspirationskilder.

Når jeg tænker på blogs i dag, er det som noget lettere anløbent. Et oldschool web2 værktøj, som for længst er overhalet indenom af nye sociale medier, der remedierer blogformen i nye klæder med nye teknologier og med langt større styrke. Eller måske er det hele bare en genreleg, hvor bloggen ikke længere er en "ren" genre og en ting er sikkert - blogs betyder noget for nogen her i DK...
http://www.blogprisen2015.dk/velkommen

No comments: